Sommertogt 2025

Rejsebrev fra 5. april

Flyet fra københavn til Edingburg kl. 6:55 afgår planmæssigt, vi fik indtjekket de 40 kg bagage uden overvægt. De sidste 10 kg har vi med som håndbagage.

Hvis man tager toget fra Edinburgh lufthavn og skal videre til Glasgow, skal man først tilbage mod Edinburgh by, for så at køre samme vej tilbage. I stedet finder vi en bus der kører direkte til Glasgow og herfra med en bus til byen Greenoch , hvor det gode skib Trunte har stået på land i James Watt Dock marina hele efteråret og vinteren.

På vejen klare det op og solen skinner fra en skyfri himmel da vi ankommer til Greenoch, vinden er dog relativ kold omkring 10°C. Pga. tidsfoskellen har vi vundet en time og er allerede på havnen ved 11-tiden.

Vi er meget spændt på om alt på båden har overlevet vinterstormen Éowyn d. 23. januar, med vindstød på op til 70m/s. Hun står heldigvis, som da Claus forlod hende sidste år. Vi kan dog se, at de har været ude og sætte ekstra støttebjælker på alle bådene. Der er ingen skader på telt eller andet. Affugteren har fungeret så alt er tørt og ingen mug på hynder og lign.

Selv om vi er noget matte, må vi straks i gang med arbejdet med at få Trunte ren og hvid igen. Claus finder en stige, der kan nå op til båden. Hvis man spørger efter en, får man at vide, at de ingen har. Men man må gerne selv finde en. Claus går straks i gang med at højtryksspule dækket, og renser skidt af fribordet med oxalsyre, så den er klar til voks i morgen. Jeg rydder op nede om læ, og får de 50 kg bagage stuvet ned i skuffer og skabe.

6. april

Claus vokser hele søndagen, det er hade arbejdet hver år. Mega hårdt at stå på en stige time efter time. Det er ikke alt skidt der forsvinder, når det højtryksspules. Jeg renser med konc. brun sæbe under cockpitteltet på hver side og smøre voks på. Senere på dagen kører jeg på cykel til Morisson supermarked for at handle ind. Det er svært at kører på bilvejene her (bruger da også tit fortovet), da der ikke er cykelstier og rigtige mange store rundkørsler, om er svære at forcere på tværs. Men efter nogle dyt og lidt skældud, når jeg dog frem. Heldigvis finder jeg en cykelsti lang havnefronten på tilbagevejen. 

Claus har talt med havnefogeden, vi kan komme i vandet i morgen mandag ved 12- tiden. Da det bliver mørkt tjekkes alle lanterne og dækslys.

7. april

Vi vågner igen op til en tindrende blå himmel.

Jeg er lige knapt færdige med at vokse, da de kører en hydraulisk vogn ind under båden. Så jeg må skynde mig at kravle ned af stigen inden den fjernes.

De flytter båden med stativ og det hele. Her i England må man ikke hjælpe til med at få den i vandet, så vi må nøjes med at se på, mens den bliver svunget ud over molen og ned i vandet og fortøjet til en lille bro. Alt går fint til vi skal starte motoren. Det er et helt nyt batteri fra sidste år, men starte vil den altså ikke. Da der skal flere både i vandet, må de bugsere os over til gæstebroen. Det lykkedes dog at lade  batteriet op efter nogle timer. Så mangler vi bare at få sejlene på og hvordan er det nu rebelinerne skal sidde, det går resten af dagen med. 

Så det bare at sidde og nyde aften stemningen med de blå bjerge i baggrunden.

9. april

Claus ville vaske gummibåden i går, men opdagede 2 mindre ridser, som var umulige at lappe, så vi er nød til at skaffe en ny. Vi letter fra JWD for motor og sejler de 18 sømil, der er til Lags marina. Der skulle ligge en stor skibsprovianteringsforretning. Heldigvis har de lige 2, så vi køber fluks den mindste.  Overfor Lags marina ligger 2 øer. På sydspidsen af Great  Cumbrae Island ligger der en lille ankerplads, så der futter vi over og nyder resten af dagen.

10.  april

Det er stadig flot vejr med sol fra en skyfri himmel og op til 15°C.

Vi har hjemmefra snakket om at besøge øen Arran, hvis vejret bliver til det. Det er kun små 14 sømil derover, så det er til at overse.

Vi kommer frem ved frokosttid og lægger os ved en tilfældig bøje i Lamlash bay.

Gæstebøjerne plejer at være blå, men dem er der ikke nogen af.  Mens vi arbejder med fortøjning til en bøjen, kommer havnefogeden dog forbi i sin båd  og anbefaler en anden bøje, da den vi har lagt os ved kun kan klarer 3T. Han undskylder, at han ikke har fået gæstebøjerne lagt ud endnu. Vi puster gummibåden op og ror i land. Finde en pub på kajen og får en gang "fish and chips". Det er en ret god ret her i England og denne gang er fisken King size.

Vi prøver at finde ud af om vi kan nå ud til Kings Cave. Ubeslutsomheden råder, så efter en tid ror vi tilbage til båden, letter fra bøjen og sejler i stedet over til Holy Island en lille ø i samme bugt, hvor man kan ligge for svaj på stille dage. Så det ud i gummibåden igen og ro ind til en lille bro.

Øen er omkring 3 kilometer lang og omkring 1 kilometer bred. Dets højeste punkt er bakken Mullach Mòr 350moh.

På den sydlige ende af øen bor et samfund af nonner, som er på 3-årige retræter. Resten af ​​øen behandles som et naturreservat med vilde Eriskay-ponyer, Saanen-geder, Soay-får og genplantning af indfødte træer. På øen må man hverken ryge eller indtage alkohol. Så det godt vi ikke har brug for det lige nu.

Vi når dog kun op i 250moh, så kan benene ikke mere, det er en elendig kondi man er i .

11. april

Claus skriver.

Efter en rolig nat, fortøjet til en bøje, tager vi gummibåden ind til Lamlash "city" og venter på bussen, der går til den anden side af Arran. Med den kan vi komme ud til Kings Caves. Det skulle være nogle store grotter med forskelligt spændende indhold.

Det er en flot køretur næsten halvvejs rundt om Arran tæt på kysten, men alligevel går det meget op og ned og rundt i halsbrækkende sving, på de smalle veje, hvor man tænker, her kan en stor bus ikke komme rundt. Men det kan den og det er jo ikke fordi de køre langsomt, slet ikke.

Vi kommer levende til Blackwater busplads, hvor en anden bus venter på os. Den kører til nærmeste stoppested for grotterne. Herfra en fin lille gåtur rundt om en lille skov og så er vi ovenfor skranterne hvori grotterne findes. En stejl stentrappe fører ned til stranden og nu kan vi se de kalkstens klipper, der huser grotterne. Der er en lille næsten uundseelig grotte synlig. Vi tænker, hvis det her er hvad der er, så er vi blevet snydt godt og grundigt. 

Heldigvis er det kun den første af en lang række af grotter, der dukker frem en for en som vi bevæger os hen ad stranden. De fleste er store og dybe og meget fugtige.

I en af de store er der malet forskellige symboler på klippeloftet, men det ligner ikke noget gammelt, måske mere noget nogle lokale spejdere har lavet en aften, hvor de kedede sig.

Den største af grotterne har et stort stålgitter for, så man ikke kan komme ind. En anden turist tager i dørhåndtaget og døren går op. Vi går ind sammen med dem. Den er virkeligt høj og dyb. I bunden af den, finder vi gamle kristne symboler hugget ind i klippen. En del ser gamle ud. bl.a et kors ala dem som vikingerne brugte efter de var blevet kristnet og et gælisk kors (cirkel med et kors indeni).

Vikingerne var jo også på disse kanter.

Vi spiser vores medbragte frokost og synker indtrykkene fra grotterne. Vi kan se hen ad kysten til Blackwater og bliver enige om, at der kan vi godt gå til. Der er en fin sti langs stranden hen til foden af en lodret skrant.

Undervejs kan vi høre, at der er noget meget stort, der rumler rundt inde i det tætte tjørnekrat. Vi bliver først rigtigt bange for det lyder som et meget stort dyr, der vælter sig rundt.

Efter lidt tid vil Pia alligevel ind og se hvad det er. Vi begiver os af en snæver, våd og glat sti langt ind i et tæt krat. Lyden bliver stadigt stærkere og så får vi et kort kig på et kæmpe dyr, der prøver at kravle op af den lodrette klint. Vi ser den som sagt kun meget kort gennem krattet, men det lignede en dinosaur af en art. Da den var væk gik vi hen til der hvor den havde stået og kunne tydeligt se mindst et aftryk fra dens hånd.

Vi har efterfølgende fået identificeret den ud fra håndaftrykket, som en Chirotheriumsaurus. (og det er ganske vist, i hvert fald det meste af det)

Da vi kommer hen til det lodrette bjerg ligner det, at klippen består af lodrette klippesøjler, som dem vi gerne vil se ovre i Nordirland. Da vi kommer tættere på kan vi se, at de ikke er heksagonale som dem i Irland, men de har samme søjlestruktur.

Vi bestiger klippen, dog ikke af de lodrette søjler, men af en lille sti, der snor sig op af skranten ved siden af.

Der går lidt kludder i bustiderne, så vi venter i 2 timer på busen tilbage, men endelig kommer den og køre os tilbage til gummibåden og vi ror ud til Trunte, der ligger og vugger ved sin bøje.

Vi spiser en hurtig aftensmad i cockpittet i solnedgangen.

12. april

Vi letter fra Arran så vi får medstrøm ned langs med øen. Udfor Arran´s sydkyst ligger en lille ø Pladda og sydøst for øen er der et rases område på søkortet. Vi er lidt spændte på, hvor meget turbulens der er her, men der er ikke nogen problemer. Efter vi har passeret Pladda sætter vi sejl og sejler til Campbeltown på halvøen Kintyre.

Jeg har smittet Claus med noget forkølelse, så jeg beslutte at gå alene ud til øen Davaar Island, der ligger som en prop i noret. Man kan kun komme ud til øen via en 2 km lang landtange ved lavvande. Der skulle være en hule derude med et kalkmaleri af nyere dato.

2/3 ude på landtangen, må jeg desværre give op, kan ikke slæbe fødderne afsted  og jeg skal også have energi til at gå de 5 km tilbage til havnen. Men det gør ikke så meget at jeg ikke når helt frem, da her er meget smukt. Der er noget særligt ved at stå på en grusbunke herude mellem himmel og hav.

Et par dage senere da Claus har det bedre, går vi op i byen og finder en cykelhandler. Vores cykler trænger til nogle reparationer, min håndbremse på baghjulet virker ikke og Claus har en kædestrammer som ikke virker.

På vejen tilbage til havnen kommer en gevaldig regnbyge, med efterfølgende regnbue.

17. april

Vi har planlagt turen over til Nordirland (Ballycastle) omhyggeligt. Der er mange strømområder med overfaldsbølger på søkortet. Så det gælder om at være de pågældende steder i tiden inden strømmen vender og bliver for stærk også kaldet ´slack´.  Både mellem øen Sanda og Kintyre og i særdeleshed mellem Nordirland og øen Rathlin er der mange områder. Så det er med en vis nervøsitet, vi stævner ud over middag 2 timer før højvande i modstrøm for at få ´slack´ ved Sanda. Vi har dog medstrøm allerede, da vi kommer ud forbi øen Davaar. Søen har heldigvis lagt sig efter de sidste dages blæsevejr. Det går fint ned til Kintyres sydspids og der er kun et enkelt skib, vi skal holde os fri af over det åbne hav.  Da vi nærmer os Rathlin tiltager strømmen og vandet begynder at koge omkring os, så vi må holde en kurs der er 30° lavere for at komme ind til havnen. Vi er glade for, at der ikke er nogen vind, for vi kan se, at det er et helvedes farligt sted at sejle i dårligt vejr. Fredag og lørdag er vejret ikke godt, så det står på tøjvask og den slags sysler.  Søndag formiddag klare det dog op og vi går op og tager bussen til Giant Causeway. Giant Causeway er et geologisk fænomen dannet ved vulkans aktivitet engang i fordums tid. Her er omkring 40.000 6-kantede basaltsøjler.

De fleste af søjlerne er hexagonale, men nogle har fire, fem, syv og otte sider.  De højeste søjler er omkring 12 m høje.

Tirsdag skal Claus lige teste min højdeskræk en smule, ved at sige at vi skal over en meget laang hængebro. Han overdriver en del, men det er alligevel en smule farligt.

25. april

Vejret begynder at stabilisere sig. Vi får en fin tur til Belfast. Vi besøger det store Titanic museum.  Man skal dog først igennem hele historien om, hvordan Belfast bliver en rig handelsby pga. alle deres spinderier. For der skulle bruges mængder af sejldug til de store skonnerter. I  starten lavede man dem af hør, men det var meget tidskrævende proces,  senere bruger man bomuld. Først den sidste 1/3 del af udstillingen handler om byggeriet af Titanic og årsagerne til dens forlis.

Dagen efter køre vi gennem byen ud til det kvarter hvor optøjerne mellem Nordirland og Irland stod på i årevis. Vi troede, at man havde lavet en form for freds symbol der, men der er kun en lang mur med tags på. Lige da vi skal til at køre, ser vi en kvinde der arbejder på et værk. Men det er vist noget hun selv har sat i gang. Hun fortæller, at man stadig på vise skoler italesætter konflikten og det er sørgeligt at nogle stadig holder fast i den ide. De unge vi ser virker lige som andre unge i Europa, mest optaget af mobilen og indkøb.
Efter det besøger vi en botanisk have og slutter af med en pint og irsk musik på Henrys.

30. april
Vejret er stadig solrigt og 12-15 g. Vi vil gerne ind i et nor (Strangford Lough), for at slappe af nogle dage og nyde det fine vejr. Vi starter ud kl. 6 for at få modstrøm, så vi få slack mellem øen Copeland og fastlandet. Men vi får idvand(medstrøm) som tit findes langs kysten. Så vi ræser afsted og allerede kl. 11 ligger vi ved fjord mundingen. Vi er lidt lurende på om vi allerede tør sejle ind, så vi nærmer os forsigtig.

Det ser umiddelbart tilforladeligt ud, så vi fortsætter indad. Men man skal ikke lade sig narre, vi kan allerede se det første skibsvrag og inden vi ser os om flytter vi os afsted med 9 kn's fart. 

Claus har overtager styringen, da der skal korrigeres hele tiden. På mindre end 15 min. er vi forbi de to havne Strangford og Portaferry og strømmen aftager betydeligt . På venstre side ligger der en lille bugt med ankerbøjer, så dem styre vi ind efter og fanger en af dem.

Efter frokost tager vi gummibåde ind til en faldefærdig kaj. Vi hiver båden op på kajen og hopper over et hegn. Vi går en kort tur op til en borg, som har været en lokation i 2. afsnit af Game of Trone. Da vi går tilbage vil vi tage en smuttur, men stien ender i ingenting, så vi må samme vej tilbage.

Turen har taget lidt længere end vi havde regnet med, så nu er der 1½ meter ned til vandet. Det lykkedes os dog at få gummibåden i vandet, uden at den vender med bunden opad og selv at kravle ned til den, 1/2 time senere ville det have været umuligt.

Det er meditativt at sidde i båden og se vandet strømme ind og ud, en sæl og en enkel delfin fanger fisk i vandet. 

Vi vil gerne se lidt mere af noret, så vi sejler op til en lille havn i den nordlige del af bugten. Her ligger der også en ruin, men de mennesker der går rundt på havnen, ved ikke hvordan man kommer derhen, de forslår vi går ad stranden. Det sidste stykke kan vi dog gå af en vej. Ruinen er der dog ikke meget ved, så vi vender om. 

Da vi komme hen til vejen, holder der en bil med en mand i. Han spørger til, hvordan vi er kommet her; af stranden, siger vi. Vejen er privat; siger han, også stranden, altså bortset fra når det er ebbe, der må vi gerne gå på tangen. Det absurd teater.

Men vi skal jo tilbage til båden, og da han ikke vil give os lov til at gå tilbage ad vejen, går vi bare ud på stranden igen, så må han tilkalde politiet, hvis han vil.

Dagen efter sejler vi ned til en lille meget hyggelig havn (Quile) i den sydlige del af bugten. På vores gåtur ser vi et tårn på en bakketop, men det er også privat. En bil kommer ud fra et hus og jeg spørger en ældre mand, om vi må gå derop. Vil I ikke hellere op til Sankt Patrik, spørger han og peger på en statue i det fjerne. Jo, det vil vi da godt, Det tager ca. 10 min i bil, så er vi fremme og kan kravle op ad bakken. Det er turen værd, der er en formidabel udsigt heroppe fra, også selv om vi nu skal gå 6 km tilbage. Vi møder ham dog da vi har gået 3, så kører han os til havnen. Ja, sådan er folk meget forskellige.

Næste dag bliver vi spyttet ud af fjorden med 12 kn´s fart  og kommer gennem stående bølger i 20 minutter, hvor vi bliver kaste hid og did. Det er ikke for sarte sjæle dette farvand.  (Det var dog planlagt efter havnefogeden i Portaferry anbefalinger). Herefter får vi  en fin tur ned til Ardglass, som bliver den sidste nordirske havn inden Dublin.